I 2018 var jeg på barsel og manglede en aktivitet, jeg kunne lave foruden bleskift, amning og kaffebrygning. Af uransagelige årsager valgte jeg at kaste mig over memes. Det var i starten kun min hensigt at lave memes om det at være nybagt forældre – deraf navnet Fantastiske Forældre. Jeg erfarede dog hurtigt, at mine memes skulle omfavne langt flere aspekter af min tilværelse.
Siden hen har jeg deltaget i radioprogrammet Det Lille Mememageri, der havde sendeflade på det tidligere Radio24syv. Det gav mig blod på tanden til at fortsætte.
I dag er jeg taknemmelig for alle mine følgere, som kan spejle sig i det materiale, jeg laver. Jeg anser memes for at være internettets måde at kommunikere på. Memes kan sætte en dagsorden. Memes kan forbinde os på tværs af kulturer og holdninger. For eksempel, da vi skabte overskrifter mod Danmarks Radios meme-forbud.
God fornøjelse. Jeg håber vi alle kan grine med.
Anna Mathiesen
Se mit interview med DR3 fra februar 2021